Danish   English  

 

Allan Olsen med nye musikalske naboer åbner Århus Festuge


Udgivelsesdato: 
Mandag, 14. Juni 2010
  • Allan Olsen med nye musikalske naboer åbner Århus Festuge
  • Allan Olsen med nye musikalske naboer åbner Århus Festuge
Til Århus Festuges Gallaåbning den 27. august konfronterer Allan Olsen sig selv og sin musik med nye musikalske naboer i form af jazzorkestret Torben Westergaard/Oktober og strygere fra Aarhus Symfoniorkester.
 
Der bliver tilført nye dimensioner til Allan Olsens i forvejen fremragende repertoire, når han går på scenen til Århus Festuges Gallaåbning i et mageløst fællesskab med jazzorkestret Torben Westergaard/Oktober og strygere fra Aarhus Symfoniorkester.
 
Allan Olsen har i to årtier, som ingen anden, sunget om gravkøer, malkekøer, tårnspringere, tabere, skidesparkere og andet godtfolk fra kongerigets randområder. Olsen formår som en af de få at vække stærke følelser med sin underholdende og illustrative poesi, der bliver serveret på drevent nordjysk. Med indtil videre otte studiealbums bag sig har han etableret sig i den absolutte top, og det seneste udspil, ’Multo Importante’ fra 2007, satte en tyk streg under, at han stadig er en ener på den danske musikscene.  
 
Igennem årene har Allan Olsen enten optrådt solo eller med band, men til Århus Festuges Gallaåbning bliver det i altså i en helt ny og enestående konstellation.
 
Strygerne fra Aarhus Symfoniorkester dirigeres af Rasmus Hansen, der også har arrangeret musikken til bl.a. Stieg Larsson-filmene.
 
Torben Westergaard/Oktober
Jazzorkestret Torben Westergaard/Oktober har udgivet to anmelderroste cd'er og afholdt koncerter med gæstesolister som f.eks. Eva Dahlgren, Claus Hempler og DJ Buda (Lulu Rouge). Repertoiret er skrevet af kapelmesteren selv, og ud over sin tilstræbte melodiøsitet trækker den på genrer som bla. jazz, world og kammermusik. Orkestrets besætning tæller følgende: Flemming Agerskov: trompet, Francesco Calí: Accordion, Mika Vandborg: Guitar, Jonas Berg: piano, Torben Westergaard: bas/komposition, Jeppe Gram: Trommer.
 
Jens Folmer Jepsen, Århus Festuges direktør, udtaler om Gallaåbningen:

- Vi er spændte og fulde af forhåbninger om, at dette fællesskab udarter sig til noget ganske særligt.
 
To koncerter
Efter Århus Festuges Gallaåbning byder aftenen på en udvidet version af koncerten, så flere af Festugens gæster for første og formentlig eneste gang kan opleve det musikalske naboskab.
 
Århus Festuges protektor HM Dronningen deltager i Gallaåbningen af Århus Festuge.
 
Fakta:
Dato og tid: Gallaåbning: 27. august kl. 19.00-20.00, aftenens anden koncert kl. 21.30-22.50
Sted: Musikhuset Aarhus
Pris kr. 300, 250, og 200. Rabatpriser: kr. 200, 150, 100 (ekskl. gebyr)
Billetsalg via billetlugen.dk og Musikhuset Aarhus, tlf. 89 40 40 40  
Arr.: Århus Festuge og Musikhuset Aarhus