Danish   English  

 

La Clique vender tilbage til Spejlteltet


Udgivelsesdato: 
Mandag, 7. Juni 2010
  • La Clique vender tilbage til Spejlteltet
  • La Clique vender tilbage til Spejlteltet
  • La Clique vender tilbage til Spejlteltet
Kultshowet La Clique vender tilbage til Spejlteltet med en perlerække af nye kunstnere og et gensyn med de bedste numre fra sidste års forestilling.
 
Det prisbelønnede cabaretshow La Clique har taget verden med storm og spillet for udsolgte huse i bl.a. Sydney, Montreal, Dublin, New York, Paris og London. Efter sidste års anmelderroste forestillinger i Århus Festuges Spejltelt er det lykkedes at engagere La Clique igen ­– i år med de allerbedste numre fra La Cliques forestillinger i Roundhouse i London og Bobino i Paris. Publikum kommer på den måde til at opleve en lang række nye kunstnere og gense de største succeser fra sidste år. Læs mere om et udvalg af årets La Clique-kunstnere herunder:
 
Carl-Einar Häckner fra Sverige er både musiker, komiker og tryllekunstner. Alt, der kan gå galt, går galt, når Carl-Einar Häckner går på scenen med opmuntrende galskab og overraskende komik.
 
Mario Queen of the Circus fra USA er en reinkarnation af Freddie Mercury, som både kan synge, jonglere og køre på ethjulet cykel.
 
Cabaret Decadanse fra Canada er dukkeførere ogmindst lige så fascinerende som deres udtryksfulde dukker i menneskestørrelse. Marionetfesten for voksne er både sexet, dekadent og forrygende.
 
Captain Frodo fra Norge er kendt verden over for sine gummimenneskelige egenskaber, som bl.a. gør ham i stand til at kravle igennem to tennisketsjere. Også Frodos balanceevne er i top, når han tager plads på toppen af en høj stabel af baked-beans dåser.
 
The Skating Willersfra England udfører deres halsbrækkende rulleskøjtenumre i et hæsblæsende tempo på et lille podium. I mere end 27 år har de to optrådt sammen over hele verden, og de behersker rulleskøjtekunsten som ingen andre.
 
Ursula Martinez fra England optræder med sit kult-stripteasenummer ’Hanky Panky’, hvor hun på en drilagtig og udfordrende måde får publikum til at tabe underkæben, når hun tryller sit røde tørklæde bort.
 
Det smukke belgiske spejltelt Salon Revue danner de perfekte rammer om årets Spejlteltsarrangementer, der traditionen tro også tæller formiddagsbridge, eftermiddagsunderholdning med Syngepigerne fra Bakkens Hvile og Thyge Thygesens Trio samt en eftermiddagsudgave af La Clique. Restaurant Terrassen forsyner Festugegæsterne med velsmagende mad og drikke.
 
Ny placering i Tivoli Friheden
Spejlteltet rejses igen i år Tivoli Friheden, hvor en bygning er blevet revet ned for at sikre den optimale placering af teltet i forhold – og af hensyn – til parkens naboer.
 
Jens Folmer Jepsen, Århus Festuges direktør, siger om La Clique:
 
- Det er intet mindre end forrygende, at endnu flere Festugegæster nu får mulighed for at opleve de bedste kunstnere i La Clique-familien. Vi har sammensat en natcabaret, som jeg er overbevist om, vil blive en uforglemmelig oplevelse i Spejlteltet.
 
Fakta:
Forpremiere 25. aug. kl. 21-23. Spisning fra kl. 18.30. Dørene åbnes kl.18
26. aug.-4. sept. (dog ikke 29. aug.) kl. 21-23. Spisning fra kl.18.30. Dørene åbnes kl.18
Ekstra eftermiddagsforestilling 4. sept. kl. 15-17. Dørene åbnes kl. 14
Billetsalg pr. tlf. 70 20 20 96 og via biletten.dk. OBS! Billetsalget starter 1. aug.
 
Billetter til Syngepigerne fra Bakkens Hvile og Thyge Thygesens trio samt Eftermiddagscabaret sælges fra den 2. august hos Sahva Care, Rådhuspladsen 3B, tlf. 86 12 58 33, mens billetter til Formiddagsbridge sælges fra den 17.-26. august hos Ældresagen, Vester Alle 8, tlf. 86 13 09 26.
 
NB:Billet til arrangementer i Spejlteltet giver fri entré til Tivoli Friheden de dage, parken er åben.
 
Billederne til højre er af hhv. Carl-Einar Häckner, The Skating Willers og Cabaret Decadanse. Billederne er taget af fotograf Perou.