Danish   English  

 

Den traditionelle teaterform udfordres i Århus Festuge


Udgivelsesdato: 
Onsdag, 9. Juni 2010
  • Den traditionelle teaterform udfordres i Århus Festuge
  • Den traditionelle teaterform udfordres i Århus Festuge
  • Den traditionelle teaterform udfordres i Århus Festuge

Århus Festuge præsenterer i år bl.a. den involverende forestilling ’Best Before’, teater- og filmproduktionen ’The Democratic Set’ og dukketeaterforestillingen ’The House’.

Utraditionelle tilgange til teaterformen er kendetegnende for flere af de teaterforestillinger, der i år er på programmet i Århus Festuge. Læs mere om nogle af Festugens forestillinger herunder:

’Best Before’ af Rimini Protokoll
Publikum udstyres i forestillingen ’Best Before’ med hver sin game controller og får til opgave af styre en avatar/computerspilfigur, som kan ses på et lærred på scenen. Avatarerne vokser op som enkeltindivider i det virtuelle samfund Bestland og får undervejs tildelt navne, hobbyer, handlinger og meninger – alt efter hvilke valg, tilskuerne træffer for dem. Computerspilsoplevelsen i ’Best Before’ suppleres forestillingen igennem af et panel af personer, der optræder som sig selv. Med udgangspunkt i deres egne livshistorier og skæbnesvangre valg udfordrer de publikum til at reflektere over, hvordan livets valg har konsekvenser. På den måde skaber Rimini Protokoll både en dokumentarisk teaterforestilling og en fælles computerspilsoplevelse.

Forestillingen er på engelsk.

‘The Democratic Set’ af Back To Back Theatre
I en stor trækasse skaber udvalgte Festugegæster sammen med teatergruppen Back to Back Theatres egne skuespillere korte forestillinger, der filmes og efterfølgende klippes sammen til en kavalkade af små portrætter. Alle deltagere optræder på fuldstændig lige vilkår i det neutrale filmset, og på den måde peger Back To Back Theatre på, hvordan teatret – som demokratiet – kan give folk mulighed for at blive set og hørt. ’The Democratic Set’ giver både publikum adgang til en workshop, når portrætterne skabes på Radisson Blu Scandinavia Hotel og til en opsigtsvækkende filmoplevelse, når de sammenklippede sekvenser vises som en film i Festugen. Back to Back Theatre blev stiftet i 1987. Flere af kompagniets medlemmer er udviklingshæmmede, og gennem deres forestillinger kommenterer de på de sociale, kulturelle, etiske og værdibaserede strukturer, der definerer samfundet.

’The House’ af Sofie Krog
’The House’ er en dukketeaterforestilling for unge og voksne skabt af kunstnerisk leder og performer Sofie Krog i samarbejde med dukkefører, scenograf og skuespiller David Farco. Dukkerne er traditionelle hånddukker fremstillet i silikone med bevægelig ansigtsmimik og special effects som i film. Forestillingen handler om et hus, der i årtier har holdt på de familieintriger, der nu begynder at sive ud gennem sprækkerne i de gamle vægge, mens råddenskaben langsomt, men sikkert træder frem.

Kurator Christian Lollike, der har udvalgt ’Best Before’ og ’The Democratic Set’ i samarbejde med Århus Festuge siger:

- Back to Back Theatre og Rimini Protokoll tager på hver deres måde livtag med teaterkonventionerne og forsøger at gå nye veje. Derfor er det noget af det mest interessante på den internationale scene lige nu.

Århus Festuge præsenterer også flere teaterforestillinger i samarbejde med My World IMAGES. Læs mere på aarhusfestuge.dk.

Fakta:

Best Before
Sted: Archauz
Dato: 1.-3. sept. kl. 20-22, 4. sept. kl. 14-16
Pris kr. 150 ekskl. gebyr. Studerende kr. 75 ekskl. gebyr
Billetsalg (fra 10. juni) i døren, tlf. 70 26 32 67 og billetlugen.dk
Info: backtobacktheatre.com
Arr.: Århus Festuge i samarbejde med Archauz og kurator Christian Lollike
Støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg

The House
Sted: Stiklingen, Aarhus Teater
Dato og tid: 1., 2. og 3. sept. kl. 19-20
Pris kr. 70
Billetsalg (fra 10. juni) i døren, tlf. 70 20 20 96 og via billetten.dk
Info: sofiekrog.com
Arr.: Århus Festuge i samarbejde med Aarhus Teater
Fra 13 år
Forestillingen spilles på engelsk

The Democratic Set
Sted: Radisson Blu Scandinavia Hotel, Aarhus
27. aug.-31. aug.
Fri entré
Info: backtobacktheatre.com
Arr.: Århus Festuge i samarbejde med Radisson Blu Scandinavia Hotel, Aarhus og kurator Christian Lollike
Støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg, Australia Council for the Arts og Arts Victoria

Billeder til højre fra hhv. 'Best Before' (foto: Milan Radovanovic), 'The Democratic Set' (foto: Jeff Busby) og 'The House'.