Danish   English  

 

Vinderen af Festuge-konkurrence er fundet


Udgivelsesdato: 
Torsdag, 26. August 2010
  • Vinderen af Festuge-konkurrence er fundet

Anne-Mette Grube fra det nordlige Aarhus inviterer naboer til intim koncert og gourmetmiddag i sit eget hjem.

I de seneste uger har brugerne af aarhusfestuge.dk og tv2oj.dk haft mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor vinderen får besøg af det berømte århusianske kor Vocal Line. I forbindelse med koncerten bliver der også disket op med en eksklusiv middag fra den århusianske gourmetcafé Mefisto.

For at deltage i Aarhus Festuges og TV 2 | ØSTJYLLAND's fælles konkurrence skulle deltagerne give en begrundelse for, hvorfor man gerne ville have besøg af Vocal Line.
Vinderen er netop fundet, og valget faldt på Anne-Mette Grube fra Brendstrupvej i det nordlige Aarhus.

I sin begrundelse skriver hun blandt andet:
- Nu er Festugetemaet "naboer", så jeg synes, jeg, min mand og vores søde genboer fortjener en god oplevelse.

Ifølge Anne-Mette Grube har hendes genboer hjulpet hende meget i løbet af de 10 år, hun og hendes mand har boet på vejen. Derfor mener hun, at de fortjener en tak for hjælpen.

Vocal Line og Mefisto besøger Anne-Mette Grube på tirsdag i næste uge.