Talk

Album - med Jesper Nyborg & Marie Frank

Glæd dig til personlige samtaler om de albums, der satte aftryk.

Journalist og radiomand Jesper Nyborg er vært for Musikhusets nye musikalske samtale Album, der får premiere under dette års Aarhus Festuge.

I Album inviterer Jesper Nyborg musikere ind på den hyggelige caféscene i Musikhusets Foyer for at tale om det album, der enten startede eller ændrede deres karriere – eller det album, der har betydet eller krævet mest.

Første gæst i denne serie er Marie Frank, der kommer forbi og taler om sit album Ancient Pleasures.

På kanten af et nye årtusinde kom her en sanger, der i flere år havde spillet på gader og stræder rundt om i verden og nu kanaliserede den erfaring ned i sit første album. Marie Franks debutalbum Ancient Pleasures udkom og blev revet ned af hylderne af pladekøberne, hyldet af anmelderne og belønnet med fire danske grammies, da den danske musikbranche gjorde status over 1999.

Albummet bød også på det verdensomspændende hit Under The Water, der stod i skarp kontrast til de håndspillede poprocksange på resten af pladen. 

Du får alle de gode historier bag albummet, lytter til sangene på vinyl og får enkelte smagsprøver live fra scenen.

Det er endda helt gratis. Næsten for godt til at være sandt!

Yderligere tre Album-samtaler er planlagt i efteråret. Mere om dem på Musikhusets hjemmeside.