
Musik
efteraar x VÆXT
efteraar er et aarhusiansk band bestående af seks medlemmer i sluttyverne, der siden 2022 har bevæget sig i spændingsfeltet mellem drømmende indiepop og energisk rock. Deres lyd forener iørefaldende melodier med et eksperimenterende og udfordrende udtryk, der inviterer lytteren til refleksion. efteraar stræber efter at indfange efterårets farver i musikken – både de lyse og de mørkere nuancer.
Med en lyd, der balancerer mellem rå intensitet og svævende melodier, skaber efteraar en atmosfære, hvor drømmende guitarer og Bernhard Babantos luftige vokal er i centrum. De finder energi i øvelokalets intime kaos med håndspillede instrumenter, men eksperimenterer også med elektroniske elementer – en sammensmeltning, der for alvor kommer til udtryk, når efteraar spiller live.
Tematisk er efteraar inspireret af slut-tyverne, og de obligatoriske bekymringer og frustrationer, der fylder, når man står i slut-tyvernes tomrum mellem ungdommen og voksenlivet. Dette kan mærkes på deres debutalbum, som udkom d. 25. april 2025 kalder på et øjeblik hos Communale Records.
"kalder på et øjeblik" kredser om sluttyvernes modsatrettede følelser – fra at sidde fast i hamsterhjulet, smuldrende venskaber og op- og nedture i kærlighedslivet. Fornemmelsen af at alt omkring dig bevæger sig så hurtigt, at du helt uovervejet bare følger med. Skal man fortsætte i samme spor, eller skal man tage springet og gå nye veje? Måske har man brug for at stoppe op og ånde ud? Det er tid til at tænke efter. Det kalder på et øjeblik.
efteraar spillede i år på SPOT Festival, og fik 5/6 stjerner hos GAFFA hvor der blandt andet blev skrevet:
” … en meget vellykket koncert med et band, der bestemt ikke er i deres karrieres efterår, men er på fuld fart på vej ud i lyset … ”.
efteråår præsenteres af VÆXT - Fællesskab for kunsterne i Aarhus
Lokation
Mølleparken
Møllegade 1
8000, Aarhus C
Info
Musik
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis