Talk

Frie Bønder - Levende Land

”Ud ad en tangent” er desværre en præcis måde at beskrive på, hvordan vores fødevaresystem har bevæget sig, og hvilken vej det stadig går. Det er vi nok alle enige om at gøre op med, men spørgsmålet er, hvilke cirkler vi nu skal til at oprette. Frie Bønder - Levende Land har rod i den danske husmandsbevægelse, og samtidig er vi stolte af at kunne sige, at vi er del af La Via Campesina, den internationale bevægelse af småbønder og jordbrugsfællesskaber, hvor over 200 mio. mennesker kloden rundt arbejder for at forandre verdens fødevaresystem. 

Så vi vil altså have mere fri handel? Flere fødevarer ud at sejle på verdenshavene og fragtes med jetfly mellem verdensdelene? Nej, tvært imod er vi gået sammen om at arbejde for, at maden skal produceres, tæt på hvor den spises, og at det sker på en måde, så producenter og forbrugere bestemmer, hvad der skal dyrkes, og hvordan det gøres. Det kalder vi madsuverænitet.

Små cirkler er altså løsningen. Vi må også sige, at hastigheden i processerne skal bringes ned. Ellers kan man ikke dyrke jorden på en forsvarlig, dvs. regenerativ og økologisk facon, så mennesker og dyr trives med det. ”Det vil gå ud over økonomien”, vil nogen sige, og ja, måske, men ingen skal bilde os ind, at vi er så fattigt et samfund, at vi ikke har råd til at give folk beskæftiget i landbruget en ordentlig løn, at vi er nødt til at lade millioner af husdyr leve under kummerlige forhold, eller at vi er tvunget til at udrydde insekter og fugle med pesticider, forgifte vores grundvand og kvæle vores indre farvande. 

Hvad kan du da gøre? Ja, det er fint at ændre sit forbrug, men det er langt fra nok. Der skal en folkebevægelse til, der forlanger et andet landbrug, som ovenfor skitseret. Vi kalder det også agroøkologi eller naturnært jordbrug. Husk ved kommunalvalget og ved de andre kommende valg: Nej til gift, nej til overgødskning, nej til dyremishandling - men ja til mad der er blevet til på en naturlig måde, lige i nærheden!

Arrangementet er en del af