Gastro

Gamma Brewing Tap Takeover

Vi er glade for at kunne byde velkommen til vores gode venner fra Gamma Brewing Co, når de den 5. september overtager 8 af vores haner til en vaskeægte Tap Takeover her hos ÅBEN Aarhus.

Gamma har siden begyndelsen i 2015 været en vigtig del af den danske craft beer-scene – startet som et passioneret sideprojekt blandt fem venner med baggrund i Københavns barliv, og i dag et af landets mest markante og progressive bryggerier.

Med base i Herlev og en kompromisløs tilgang til kvalitet og kreativitet brygger Gamma øl, der balancerer teknisk præcision med legesyge smagsprofiler – ofte med fokus på humledrevne, frugtige og moderne udtryk. Det er øl, der både favner den kræsne entusiast og den nysgerrige nybegynder.

Gennem årene har Gamma vokset sig ud af bryggerkollektiver og ind i deres eget topmoderne bryggeri og taproom – og med stor international efterspørgsel, faste placeringer på festivaler og samarbejder med nogle af Europas bedste bryggerier, står de i dag som et stærkt navn i europæisk craft beer.

Kom forbi ÅBEN Aarhus den 5. september, smag dig igennem nogle af de bedste øl fra Gamma Brewing Co, og vær med til at fejre det moderne håndværk, som løfter dansk øl ud i verden.