
Kunst
Lyskunst: Fluxit
Midt i Mølleparkens mørke rejser lysværket ’Fluxit’ sig som et glødende og gnistrende bål og et lysende symbol på overgangen fra fortid til fremtid.
Værket ’Fluxit’ er skabt af det hollandske kunstnerkollektiv Vendel & de Wolf og består af bambusstokke indbundet i folie og orange LED-rør.
I dagslys kan installationen med kunstnernes ord ligne ”en rodet bunke pinde”. Et kaos. Men med mørkets fremkomst forvandler samspillet mellem folie og LED-rørene værket til et hypnotisk bål af dansende gnister og pulserende flammer. Et lysende fixpunkt midt i Mølleparkens mørke.
Kunstnerkollektivet Vendel & de Wolf har i over 30 år arbejdet med stedsspecifikke installationer, der kombinerer teknologi, natur og lys. Med enkle materialer skaber de sanselige, poetiske værker, som fremhæver den skjulte skønhed i omgivelserne. ’Fluxit’ er ingen undtagelse.
Vendel & de Wolf ønsker med ’Fluxit’ at tematisere den rituelle betydning, et bål har i mange kulturer. Her bruges bålet som et varsel om en ny tid og til at jage onde ånder væk. Du efterlader fortiden og bevæger dig fremad. Som et symbol på overgangen fra fortid til fremtid – og en lysende forbindelse til jubilæumstemaet ’Aarhus Festuge - ingen alder’.
Fluxit har tidligere været vist i bl.a. Holland, Sydafrika og Kina – og ”tændes” nu under Festugen.
Lokation
Mølleparken
Møllegade 1
8000, Aarhus C
Info
Kunst
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis
Foto: Copenhagen Light Festival