
Byrum
Robotaktion – når robotterne indtager byrummet
Udenfor Dokk1 kan du opleve mobile robotter i fuldt firspring. Både forskningsverdenen og private virksomheder viser deres nyeste modeller frem – og her er der robotaktion hele dagen. Kig forbi, følg med på en guidet robottur, eller bare nyd synet af maskiner, der (næsten) har fået ben at gå på.
I samarbejde med Capra Robotics inviterer vi på 15 minutters guidede robotture på en kort rute rundt i midtbyen. Vi går på fortovet sammen med robotterne, som kører forrest – og undervejs får du indblik i sensorer, navigation, og hvad der skal til for at få en robot til at finde vej i virkeligheden.
Rundvisningerne finder sted:
- Fredag 29. august kl. 13.30 og 14.30
Hver tur varer ca. 15 minutter, og du møder bare op ude foran Dokk1. Ingen tilmelding nødvendig.
Når teknologi gør nytte
Robotterne er ikke kun til pynt – mange af dem kan hjælpe mennesker med alt fra ukrudtsbekæmpelse til vintervedligehold. Og hos universiteterne kan du få et kig ind i fremtidens forskning: store landbrugsrobotter, smarte sensorer og måske endda et tip om, hvordan man bliver robotingeniør.
Hele udstillingsområdet er offentligt tilgængeligt – og du kan komme op til området med elevator.
Vi fejrer samtidig, at en ny lov fra 1. juli gør det nemmere at bruge selvkørende robotter i det offentlige rum – og lader robotterne rulle helt ud i virkeligheden.
Robotaktion er en del af festivalen Vilde teknologier, der finder sted på og omkring Dokk1.
Lokation
Dokk1
Hack Kampmanns Plads 2
8000, Aarhus C
Info
Byrum
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis