Talk

Samtale salon: Er der en arkitekt til stede i baren?

Hvordan bygger vi en by, der både er bæredygtig, smuk og god at leve i? Hvad betyder arkitekturpolitik for dig som borger, og hvordan kan vi sammen forme fremtidens Aarhus?

Kom til samtalesalon i Domen og få en uformel snak med Aarhus Kommunes stadsarkitekt Anne Mette Boye og Søren Nielsen, arkitekt og underviser på Arkitektskolen Aarhus. Her er ingen mikrofon eller paneldebatter – men en bar, et åbent rum og en mulighed for at tale direkte med dem, der er med til at sætte retning for byens udvikling.

Arrangementet tager udgangspunkt i Aarhus Kommunes arkitekturpolitik, hvor kvalitet, bæredygtighed og menneskelige værdier er i centrum. Arkitektur handler ikke kun om bygninger – det handler om liv, fællesskaber og de valg, vi træffer som samfund.

Anne Mette Boye er optaget af, hvordan arkitektur og byudvikling kan fremme grøn omstilling og sociale kvaliteter i byen. Som stadsarkitekt arbejder hun for at sikre arkitektonisk kvalitet i kommunens projekter – og for at gøre politikker til praksis i det fysiske rum.

Søren Nielsen har i mange år arbejdet med bæredygtig arkitektur og materialekredsløb. Han ser byggeri som en del af et større system – hvor genbrug, lang levetid og klimaaftryk spiller en afgørende rolle.

Sammen inviterer de til en åben og nysgerrig samtale:

– Hvad betyder bæredygtighed i din hverdag og i dit nabolag?

– Hvordan kan vi bygge grønnere, klogere og med mere omtanke?

– Og hvilken rolle spiller borgerne i den arkitektoniske samtale?

"Er der en arkitekt til stede i baren?" er din mulighed for at stille spørgsmål, dele holdninger eller bare lytte med – over et glas i godt selskab.

Vi glæder os til at møde dig i Domen!

Arrangementet er en del af