Byrum

Vækst

Kig forbi «De Fem Søstre» på havnen ved mørkets frembrud og oplev den ikoniske silobygning lyse op i samspil med en levende kornmark som et symbolsk minde om godt 100 års Aarhus-historie, der snart tager ny form.

’VÆKST’ er titlen på en helt særlig og sanselig audiovisuel lysinstallation skabt af kunstnerne Elisabeth Holager Lund (NO/DK) og Christoffer Møller (DK) til Festugen, som du kan opleve ved ”De  Fem Søstre” på Aarhus Havn.

For når mørket falder på, lyser den gamle havnebygning op. 

Her vil du møde et udsnit af en kornmark i samspil med en skiftende belysning, der skyder ind på den flerfoldige bygning, mens et lydværk giver stemme til bygningens indre.

Et arkitektonisk minde om byens udvikling
De fem Søstre er en bygning, der siden 1927 har fungeret som foderstofanlæg, hvor korn og foderstof er blevet opbevaret og udleveret. Bygningsanlægget har fra sin placering midt i det urbane Aarhus skabt en relation til det omkringliggende jyske landbrug – men det bånd ophører snart. Bygningen og området går en ny og foreløbig ukendt fremtid i møde.

’VÆKST’ er skabt specifikt til dette skelsættende tidspunkt i bygningens historie. Det er ikke kun en hyldest til en historisk bygning i Aarhus, men også en påmindelse om den store byudvikling, der er sket omkring bygningen og ved havneområdet de seneste godt 100 år.

Aarhus Festuge vil gerne invitere dig til at stoppe op og reflektere, når du står ved ’VÆKST’. ’Mind the Gap’. Mellem by og landbrug. Mellem, hvad der var, og det, der kommer. Mellem et Aarhus i går og et Aarhus i morgen.

Søndag den 7. september kl. 12 inviterer vi til et åbent høstearrangement i installationen. Mere info følger senere. 

’VÆKST’ vil også kunne opleves i løbet af dagen, men lyd- og lysinstallationen vil først være aktiv ved mørkets frembrud.

Tak til:
Aarhus Havn
Aurion
Buus Anlægsgartner A/S
Danish Agro
DLG
Danish Agro

Støttet af: 
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond 
Augustinus Fonden   
Knud Højgaards Fond