Musik

Bare Kristoffer

Lydbilledet i bare bristoffers univers er alsidigt, rodløst, rocket, jazzet og overraskende. Det syder og koger ligesom fortællingerne, som ruller af tungen på bare kristoffer. I stringente linjer og rytmiske kadencer smuldrer facaderne og tilbage står det blottede menneske med sine sammenbidte negle og usødede sandheder. Sangene er pakket ind som hiphop man kan danse til, for at demonstrere, at vi også godt kan feste, når vi står på kanten af afgrunden. I bare kristoffers univers må vi godt falde sammen, og Kristoffer Vendelboe tør godt være den, der går forrest.

» Hvis du lytter godt nok efter, vil du se dit eget liv reflekteret tilbage i fjæset på dig. «

bare kristoffer er ikke et ukendt navn i hip hop undergrunden og har spillet et utal af livekoncerter med hiphop duoen Ny Skole Patina. Med sit solo-projekt tager han sin rolle i miljøet seriøst og søger en lang række samarbejder både i studiet, på plakatsøjlerne og i de blomstrende musikmiljøer som UMTO, hiphop-kollektivet “Rød Tråd”, og som posterboy for det nye spillested og kulturelle samlingspunkt Okay i hjertet af Aarhus.