
Musik
Clothing Club på Smilets Torv
I et energisk møde mellem jazz, hiphop og house inviterer Clothing Club publikum ind på en musikalsk legeplads, hvor nikkende nakker, gyngende beats, bøjede ben og smilende smil er hovedingredienserne i den musikalske servering.
Bandets lyd er antielitær, humoristisk, dansabel og forankret i Aarhus-jazz’en, der bruges som springbræt til at blande genrer fra hele verden. Dette gør sig også gældende på deres seneste album “Spring Collection”, hvor bandet går på musikalsk opdagelse i klædeskabet i en søgen efter at klæde lytteren bedre på i den mentale garderobe.
Den anmelderroste instrumentale trio Clothing Club har siden deres live-debut i 2023 spillet mere end 60 koncerter lokalt og internationalt. Tidligere på foråret kvitterede Gaffa med 5 stjerner for deres koncert på SPOT Festival og sammenfattede med ordene: “Efter koncerten havde Smilets By et endnu større smil på læben”.
Clothing Club har de sidste år været i heftig rotation på P8 Jazz og haft airplay på BBC Radio og norsk NRK. Derudover har de leveret soundtracket til spillet Scritchy Scratchy - et spil der har solgt over 1 million kopier på verdensplan, samt solgt over 50.000 soundtracks på Steam.
Bandet består af M.S. Lowkey på bas, Deepchain på keys og Phairo Z på trommer.
Info
Musik
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis