Kunst

Divine Accents of Other Voices: Beata Viscera

I Vor Frue Kirkes stemningsfulde middelalderkrypt inviterer kunstneren Laurits Jongejan til en sanselig lydinstallation, hvor fortidens stemmer møder fremtidens teknologi.

Ni specialbyggede aluminiumsskjolde udsender kunstigt genererede stemmer inspireret af middelalderens flerstemmige korsang. Resultatet er et omsluttende lydlandskab med en metallisk, nærmest overjordisk klang.  

Installationens skjolde forvandles samtidig til skulpturelle væsener inspireret af dolkhalen – et af jordens ældste levende dyr. Det, der normalt forbindes med beskyttelse, krig og civilisation, bliver her levende og syngende. Værket undersøger forholdet mellem menneske, teknologi og natur og skaber et møde mellem det historiske, det kunstige og det ikke-menneskelige.  

I kryptens særlige akustik smelter de kunstige stemmer sammen med rummets historie og skaber en oplevelse, der inviterer til fordybelse, eftertanke og undren. 

Lydværket varer cirka 40 minutter og afspilles som et kontinuerligt forløb, så du kan gå på opdagelse i installationen i dit eget tempo.  

’Divine Accents of Other Voices: Beata Viscera’ er en del af Festugens serie Rum der Forkynder, hvor du inviteres til musikalske udforskninger af byens kirke- og forkyndelsesrum. 

‘Divine Accents of Other Voices: Beata Viscera’ er støttet af Statens Kunstfond og Dansk Komponistforening. 

Praktisk information 
Sted: Vor Frue Kirke (Frue Kirkeplads 3, 8000 Aarhus C) 
Datoer:  28/8, 31/8, 1/9, 2/9, 3/9 og 4/9 (10.00-16.00 alle dage)  
Gratis adgang 
Plads til ca. 30 besøgende ad gangen 
Der er desværre ikke kørestolsadgang