Børn

KLASSEBYTNINGEN

Hvordan ser hverdagen ud for børn, der bor få kilometer væk, men vokser op i en anden del af samme by? Hvad opdager man, når man for en dag træder ind i en andens liv?

Det er spørgsmålene bag Klassebytningen – et kunst- og medborgerskabsprojekt, hvor to 5. klasser fra Hasle Skole og Ellevangskolen har byttet hverdag for en dag. Eleverne har besøgt hinandens skoler, kvarterer og fritidsliv, fulgt hinandens anbefalinger og oplevet, hvad der er særligt ved den andens hverdag.

Nu mødes de for første gang ansigt til ansigt!

Vi inviterer jer til en festlig offentlig visning på DOKK1, hvor eleverne fortæller om deres oplevelser, viser film og deler de indsigter, overraskelser og spørgsmål, som klassebytningen har givet anledning til. Mødet mellem de to klasser bliver iscenesat som en festlig begivenhed fuld af nysgerrighed, humor og eftertanke.

Klassebytningen handler ikke blot om børn. Den handler også om Aarhus. Om at forstå hinanden på tværs af bydele, sociale skel og forskellige livsvilkår. Og om hvordan børn kan være med til at vise nye perspektiver på fællesskab, medborgerskab og at høre til i samme by.

Vi glæder os til at se alle jer, der interesserer sig for børns liv, fællesskaber og Aarhus’ fremtid på DOKK1 kl 16 den 4. september. Der er gratis adgang.

Venlig hilsen fra Live Art Danmark, 5.C. fra Hasle skole og 5.Z fra Ellevangskolen.

Klassebytningen er produceret af Live Art Danmark som del af festivalen Live Art for Børn 2026 under Aarhus Festuge. Det bygger på "Der Klassentausch" af Random People og Forschungstheater fra Hamburg. Projektet er støttet af Knud og Dagny Gad Andresens Fond, Statens Kunstfond, Festugen og DOKK1. Temaet for LAFB26 er Aarhus´ sociopolitiske udfordringer.

Se den samlede festivaloversigt på linket nedenfor.