
Børn
Live Art for Børn 2026: HJERTET PÅ ÆRMET
‘Hjertet på ærmet’ er en performance om festen som sted. Om at føle alle følelserne og ikke at føle noget som helst, mens bassen pumper i brystet.
Performancen er bygget op som en fest, der pludselig går i stykker. Øjeblikket du kommer til at dele for meget, kommer i tanke om din egen dødelighed og verdens undergang eller bare hjertesorger. Projektet undersøger det ekstatiske i festen, men også det ubehag og den ensomhed, der findes i festens rum.
‘Hjertet på ærmet’ handler om det smarte og det cringe, det akavede det sårbare og det intime. At være skiftevis apatisk og overengageret i verden og menneskene omkring én. At tage en lidt for alvorlig snak mellem to slurke af en drink. At komme til at græde på dansegulvet. At være kedelig. At gå fra festen. At have det forkerte tøj på. At komme til at vinke til en person, som man slet ikke kendte alligevel…
‘Hjertet på ærmet’ blev første gang vist i 2023, præsenteret af Art Hub Copenhagen på Kulturmødet Mors og udviklet i samarbejde med elever fra Krabbesholm Højskole. Nu bliver værket præsenteret i en ny udgave i samarbejde med elever fra SGK på Teaterhuset Filuren i Aarhus med et nyt soundtrack af Joakim Wei Bernild.
Filip Vest (de/dem, f. 1995) undersøger gennem sine performances, installationer og film emner som identitet, performativitet og arbejde. Vests værker forhandler de sociale manuskripter og strukturer vi tager for givet, for at at se om der findes andre mulige fortællinger og måder at være til i verden på.
‘Hjertet på ærmet’ er en del af festivalen Live Art for Børn 2026 på DOKK1 under Aarhus Festuge. Festivalen tematiserer Aarhus kommunes sociopolitiske udfordringer.
Se hele programmet nedenfor på linket.
Fra 10 år. Gratis adgang, men reservation anbefales på info@liveart.dk
Info
Børn
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis
Foto: Filip Vest