Kunst

Organism + Excitable Chaos

Oplev det æstetiske og meditative lydkaos i lydværket Organism + Excitable Chaos’ 

Hvornår har du sidst overgivet dig til kaos og blot været til stede i nuet? Sådan for alvor? Vi er vant til at skulle regne det hele ud: Hvordan noget er skabt, hvordan det fungerer og forsøge at forudsige hvad, der sker som det næste. 

Kunstneren Navid Navab (IR/CA) inviterer i samarbejde med Garnet Willis os gennem Organism + Excitable Chaos’ til at opgive behovet for at regne det hele ud. I stedet må vi overgive os til nuet omgivet af den soniske og æstetiske oplevelse i UngKs åbne kirkerum på Nørre Alle.  
Du kan opleve lydværket under Festugen i dagene 28.08.-01.09.2026. 

Robotteknologien møder pibeorgelet  

Organism + Excitable Chaos’ er en gratis og publikumsåben lydinstallation. I kirkerummet finder du et dekonstrueret pibeorgel fra 1910, der spiller ved hjælp af et robotteknologisk, kaotisk pendul.  

I en forening af kulturarv, avanceret teknologi og spirituelle rum og inviteres du til at overgive dig til uforudsigelighed og sanselig fordybelse. Organism + Excitable Chaos’ skaber et anderledes, meditativt kunstrum. 

På opstillede siddepladser kan du tage plads i præcis så kort og lang tid, som du har lyst til, mens du lytter til orgelets uforudsigelige lyde og betragter pendulet tegne mønstre foran sig. 

Lad dig opsluge af den æstetisk påmindelse om at være i nuet og blot opleve, når Festugen åbner dørene for det meditative åndehul, somOrganism + Excitable Chaos’ lægger rammen for. I fællesskab overgiver vi os til det kaos vi ikke kan kontrollere. 

Organism + Excitable Chaos’ er en del af Festugens serie ’Rum der Forkynder’, hvor du inviteres med til musikalske udforskninger af byens kirke- og forkyndelsesrum.