Scenekunst

SPØRG NATUREN (Ask the Flock)

Hvad mener myrerne om fremtidens arbejdsmarked? Hvordan håndterer en fugleflok frygten for krig? Hvordan finder man sin plads i et fællesskab – eller måske endda en kæreste? Og hvad kan mennesker lære af dyr, når verden virker uoverskuelig?

Velkommen til Spørg Naturen / Ask the Flock i Aarhus – et helt usædvanligt, varmt og humoristisk show, hvor publikum stiller deres store spørgsmål om samfundet og tilværelsen, og hvor svarene kommer fra naturens egne eksperter.

Vi går alle nogle gange i stå eller har brug for nye idéer og perspektiver på et problem – og naturen har meget at lære os. Til Spørg Naturen/ Ask the Flock får kunstnerne selskab af to eksperter i naturhistorie: den førende myrespecialist Joachim Offenburg samt naturvejleder Rune Kjærgaard. Mens vi opdager fascinerende ting om fugle, bier og andre dyr, lærer vi også noget om os selv.

Panelet kan ses som en blanding af en brevkasse og et fjerklædt, pelsklædt og mangebenet arkiv af erfaringer. Tag dine spørgsmål med! De kan handle om enhver del af livet, du undrer dig over eller kæmper med – personlige spørgsmål eller større samfundsmæssige emner, store som små.

Vi opfordrer alle til at dukke op og spørge løs under temaet "fællesskaber og samfund": Hvad bekymrer dig? Hvad drømmer du om? Hvad håber du på for fremtiden?

Man kan også sende sine spørgsmål på forhånd til info@liveart.dk eller lægge dem i postkassen på DOKK1.

Om kunstnerne:

Feral Practice arbejder i dialog med andre arter for at skabe kunstprojekter, som udvider forbindelsen mellem mennesker og det mere-end-menneskelige. De bor og arbejder i Somerset.

Gennem radikal empati og samarbejde skaber Marcus Coates kunst sammen med forskere, lokalsamfund og eksperter for at undersøge menneskelige forbindelser og økologiske forandringer. Han bor og arbejder i London.

Gratis adgang - duk op eller book via info@liveart.dk

For alle aldre (10+), men sproget er overvejende engelsk.

Oversigten over hele Live Art for Børn festivalen - se linket nedenfor.