
Musik
Under Solen: Sebi Viola, NØK og Mary My
Du leder Festugens lækre program igennem og tænker: "Hvor kan jeg sidde med mine venner i solen, med en drink i hånden, og lytte til noget smadder lækkert sommermusik?" Frygt ej, turkis og VÆXT har din ryg! Vi har sammensat det mest solskinsfremkaldende, groovy line-up, og er klar med tæpper i græsset, hvor du kan slå dig ned i solen. Så tag dine to bedste venner under armen, og sæt dig til rette, så sørger vi for et pivfrækt soundtrack til din sommeraften!
SEBI VIOLA
Musik har altid været en naturlig del af Sebi Viola’s liv – som et sprog, der har fulgt ham siden barndommen. Med rødder i soul, jazz, funk og hip hop laver han engelsksproget musik, inspireret af kunstnere som D’Angelo, Jimi Hendrix og Erykah Badu. Sangene kredser om kærlighed, tvivl og alt det, der ligger mellem linjerne – ærligt og uden filter.
Når Sebi står på scenen med sit liveband, bliver en ånd kaldt frem i rummet. Den viser sig i det, der bliver spillet, og kan ikke gentages præcist. Det sker, når det sker.
NØK
NØK er en funky poprock-trio fra Østjylland, bestående af guitar, bas og trommer. Med en kærlighed til det stramme groove, kombinerer trioen elementer fra funk, pop og rock i et kraftfuldt og fængende udtryk. Musikken er bygget op omkring sprøde guitarriffs, groovy baslinjer og energiske trommer, der rykker ved både fusser og følelser.
MARY MY
Mary My inviterer dig ind i et sanseligt musikalsk univers, hvor rytmer og lyrik udforskes og smelter sammen. Med en unik lyd, der eksperimenterer med forskellige musikgenrer, leveres hudløst ærlige sange med power og sjæl. Hendes musik balancerer det rolige og på samme tid det mere rå. Med sin vokal og tekster håber hun på at bevæge publikum.
VÆXT
VÆXT er et blandet buskads af frivillige fingre fra spillestedet VoxHall - en gruppe forenet om to noble mål: At hive spirende vækstlags-kunstnere ind, for at finde dem en plads i Voxhalls nærende muld, samt at skabe et farverigt miljø for skæve og kreative idéer, der skaber stemning og støj!
Lokation
Turkis
Vester Allé 15
8000, Aarhus
Info
Musik
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis