
Børn
Vilde Teknologier – lørdag for hele familien
Lørdag den 29. august forvandler vi Dokk1 til en kæmpe legeplads for teknologi, idéer og opdagelser i børnehøjde. Det er en dag for de nysgerrige – især børnene, men også for resten af familien.
Vær med, når vi bygger den længste kuglebane, Aarhus nogensinde har set! På Rampen står boremaskiner, materialer og alverdens dimsedutter klar – og det er jer, der skal sætte det hele sammen, bid for bid, indtil kuglen ruller hele vejen.
Imens har vores robothund Bob trænet hele sommeren. I år kaster han sig nemlig over agility med forhindringer, fart og fuld fokus. Klarer han banen? Kom og hep!
Inde på biblioteket venter en hel verden af robotter, programmering og kreativt byggeri, hvor børnene selv er i førersædet.
I expo-området kan I blandt andet:
- Spille minigolf og bobspil med robotter hos Robotworkshop
- Besøge Eduard og opleve digitalt serigrafitryk
- Opdage, hvordan teknologi kan bruges til leg, læring og smarte løsninger på hverdagens udfordringer
Dagen er fuld af korte aktiviteter, der passer perfekt til små ben og kort tålmodighed. Kig forbi DokkX-udstillingen, se Dokk1s gigantiske bogrobot i aktion, og lad jer overraske af alt det, der summer rundt i huset hele dagen.
Det hele er gratis, og I kan komme og gå, som det passer jer.
Se hele dagens program på vildeteknologier.dk.
Info
Børn
Egnet for kørestolsbrugere
Gratis
Foto: Sophie Dreijer