Kunst

World Kiosk

Highlight

WORLD KIOSK

Oplev det levende arkiv med historier fra aarhusianere og internationale borgere i kunstinstallationen World Kiosk

Forestil dig en lille sekskantet bygning, der leder tankerne hen på en gammeldags aviskiosk – stedet, hvor man finder dagens nyheder. Men her er nyhederne hyperlokale fortællinger, som deles gennem samtaler med de mennesker, du møder.

Forestil dig nu, at du sidder på en caféstol, med en specialudgave af avisen i hånden og har hovedtelefoner på. En frivillig serverer en kop urtete. Når du lytter, får du en dybere forståelse af mennesker fra Aarhus og resten af verden – mennesker, du måske kender til, men ikke virkelig kender.

Kunstinstallationen World Kiosk er mødet med verden omkring dig.

Med en kop urtete i hånden bliver du klogere på dine medmennesker

Aarhus Festuge præsenterer i samarbejde det prisvindende britiske teaterkompagni Variable Matter World Kiosk. Inspireret af mødet mellem mennesker, har værket fokus på demokrati, naboskab og på at give stemme til de mennesker, vi sjældent hører fra.

Du finder World Kiosk på pladsen foran Aarhus Rådhus. Her kan du - kvit og frit - sætte dig ved en af kioskens caféborde med en gratis kop urtete og blive klogere på det liv der leves i Aarhus.

Onsdag den 2. kan du komme med til morgenbriefing med David Shearing, som er kunstnerisk leder af Variable Matter. Du kan læse mere og tilmelde dig morgenbriefing her. 

Fredag d. 4. kl. 17:00 kan du opleve Takeover med Liene Jurgelānes "Unearthing. Stories of Belonging", som er et projekt initieret i 2025, som udforsker forbindelserne mellem mennesker og træer på tværs af tid, geografi og livshistorier gennem perspektiver på erindring, migration og tilhørsforhold. Du kan læse mere længere nede.

World Kiosk kan opleves på Aarhus Rådhusplads fra d. 3. - 5. september mellem klokken 12.00 og klokken 18.00, samt d. 6. september mellem klokken 10.00 - 15.00.

Tak til: Institut for (X), Liene Jurgelane, Mariupol Theatre (in exile) og ECUS Denmark 

Støttet af: Royal Central School of Speech of Drama og Without Walls

Takeovers

Hvad er dit tidligste minde om træer? Hvilke træer har været vidner til øjeblikke i dit liv? Hvis du var et træ, hvilket træ ville du så være?

“Unearthing. Stories of Belonging” er et projekt initieret af kunstner og antropolog Liene Jurgelāne i 2025, som undersøger båndene mellem mennesker og træer på tværs af tid, geografier og livshistorier gennem perspektiverne erindring, migration og tilhørsforhold.

Den 4. september forvandles World Kiosk i én time til en lyttepost for Unearthing.

Her kan du opleve et lydværk vævet af fortællingsfragmenter indsamlet under sanselige vandringer, som Liene har gennemført med aarhusianere med rødder andre steder i verden, samt en original komposition af Karoline Skriver. En serie postkort fra projektet inviterer desuden til at udforske disse forbindelser videre ved at dele dine egne historier om træer.

Derudover vil det Aarhus-baserede sangkollektiv Upē lære deltagerne træsange på forskellige sprog fra hele verden og lede publikum i fællessang.

Unearthing er støttet af Aarhus Kommune.

Takeover foregår på engelsk.

Samtykke til cookies

YouTube bruger Marketing Cookies...

Samtykke til cookies

YouTube bruger Marketing Cookies...