
20.06.2025
Fascinerende lysværk kortlægger Aarhus gennem mere end 100 år
Oplev byens historie fra et helt unikt perspektiv.
Prisvindende hollandsk design studio har med hjælp fra Den Gamle By skabt et svævende lysværk over byudviklingen i Aarhus. Værket kan eksklusivt opleves under Aarhus Festuge 2025.
Lysværket City Gazing af kunstnergruppen VOUW er som at se op på en hel bys infrastruktur udvikle sig over tid. Billedet stammer fra opførsel af værket i Singapore.
Under årets Aarhus Festuge vil man ved mørkets frembrud kunne bevæge sig forbi Bispetorv og se op på et helt usædvanligt stjernebillede: Et lyslevende højt svævende kort, der viser udviklingen i Aarhus gennem mere end 100 år.
'City Gazing Aarhus' er navnet på dette monumentale lysværk skabt af det prisvindende Amsterdam-baserede design studio VOUW.
"Værket City Gazing er en poetisk afspejling af tid, historie og udvikling i Aarhus og spiller på den måde rigtig fint ind i Festugens 60-års jubilæum og i vores jubilæumstema 'Aarhus Festuge - ingen alder'", fortæller Micha Schaarup, producent for Aarhus Festuge.
En billede på en by i konstant forandring
Kunstnergruppen VOUW har tidligere præsenteret City Gazing i metropoler som Singapore, Amsterdam, Dubai og Sydney.
Til Aarhus-versionen af City Gazing har Den Gamle By bidraget med uvurderlig viden om Aarhus’ byplanlægning og historie. VOUW har omsat denne viden til en sanselig og tankevækkende formidling af byens aftryk og foranderlige infrastruktur over tid, som ledsages af en specialkomponeret lydfortælling af den tyrkiske komponist Ertan Çetin.
Aarhus Festuge glæder sig til at præsentere Festugegæsterne for aarhusiansk historie fra et helt unikt perspektiv.
Info om City Gazing Aarhus
- City Gazing Aarhus kan opleves under Festugen på Bispetorv i dagene 29.8.-7.9.2025
- City Gazing Aarhus er tilgængelig hele døgnet, men lyset vil være tændt fra kl. 17 og frem til kl. 01 eller kl. 03 afhængigt af dagen. Nærmere information finder man på:
https://www.aarhusfestuge.dk/2025/arrangementer/city-gazing-aarhus/ - Aarhus Festuge kan præsentere City Gazing takket være støtte fra:
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
Augustinus Fonden
Knud Højgaards Fond
Købmand Herman Sallings Fond
- Aarhus Festuge takker Den Gamle By for rådgivning.