
23.06.2025
Dræberhaj slippes løs i Badeanstalten Spanien
Oplev klassikeren Dødens gab, mens du flyder rundt i vandet.
Køb billetFredag den 29. august 2025 kommer badevandet i Badeanstalten Spanien til at føles noget mere farligt end normalt, når Steven Spielbergs ikoniske hajgyser 'Dødens gab' bliver vist – midt i svømmehallen.
Det bliver en filmvisning udover det sædvanlige, når Aarhus Festuge og Open Air-programmet tyvstarter med et vaskeægte sommergys i form af 'Dødens gab' fra 1975.
Her kan publikum tage plads i en badering i det store bassin og lade sig opsluge af Steven Spielbergs hårrejsende hajklassiker.
En film, der ændrede Hollywood
Historien om den lille badeby på den amerikanske østkyst, som angribes af en gigantisk menneskeædende haj, blev startskuddet på en helt ny æra i filmhistorien. På trods af tekniske problemer med den mekaniske haj, blev filmen en milepæl – og det ufrivilligt sparsomme brug af hajen skabte i stedet en hidtil uset suspensefyldt filmoplevelse ikke mindst i kraft af John Williams ikoniske score (”duunnn dunnn… duuuunnnn duun…”).
'Dødens gab' havde premiere i 1975 og bliver i dag betragtet som verdens første sommer-blockbuster. Før da havde filmstudierne tænkt sommeren som et dødt tidspunkt af udsende deres film i biograferne. 'Dødens gab' med originaltitlen 'Jaws' skulle for evigt ændre den tankegang.
Filmen blev den første til at indtjene over 100 mio. dollars. ved billetlugerne, strandene blev lagt øde og filmens instruktør skød sin kometkarriere i gang. Resten er historie, som man siger.
En oplevelse med bid
Denne eksklusive visning af Dødens gab i Badeanstalten Spnien bliver ikke bare en film i vand. Publikum kan også forvente små overraskelser, som skaber den helt rigtige kulisse og stemning.
Så sæt dig til rette i baderingen og gør klar til en uforglemmelig aften i svømmehallen – og mærk, hvordan ubehaget langsomt sniger ind på dig. For kunne der mon gemme sig noget i det blot 180 cm dybe vand?
KØB BILLET