
29.04.2024
Fault Lines + Plastic Paradiso
Fra plastaffald til poetisk scenekunst
I et nyt internationalt samarbejde vil vi sammen med Bora Bora – Dans og Visuelt Teater fra Danmark og britiske Pavilion Dance South West samt kunstagenturet Askonas Holt undersøge og afprøve klimabevidste metoder i forbindelse med to danseforestillinger under årets Festuge, 'Fault Lines' og 'Plastic Paradiso'.
Begge forestillinger tematiserer vores aktuelle og fremtidige miljø- og klimaudfordringer og som en del af samarbejdet bliver de produceret efter bæredygtige tiltag bl.a. med indsamlet plast i Aarhus (se beskrivelser længere nede).
Model med miljøet i første række
Samarbejdet mellem de fire organisationer udspringer af det britiske projekt ITER (International Touring and Environmental Responsibility) med henblik på en såkaldt "deep touring"-model, hvor man prioriterer reduktion af miljømæssig påvirkning i forskellige produktionsled – fra rejseaktivitet til materialer og afvikling.
"Det er et globalt problem, vi står over for og også i kulturen er det nødvendigt, at vi samarbejder og lærer af hinanden i den grønne omstilling. Det er både udfordrende og enormt lærerigt, når vi på tværs af kulturorganisationer f.eks. sætter os det benspænd, at de internationale optrædende ikke må rejse med fly, men kun med tog og i elbil", siger Micha Schaarup, producent hos Aarhus Festuge.
Efter årets Festuge vil organisationerne dele erfaringerne fra samarbejdet med kunst- og kultursektoren samt offentligheden i Danmark og Storbritannien. Håbet for samarbejdet er at inspirere den bredere kunst- og kultursektor til en ny måde at tænke internationale turnéer og klimaansvar på.

'Fault Lines' er en tankevækkende danseforestillling af det britiste dansekompagni Lîla Dance om en gruppe overlevende i en overophedet fremtid, der forsøger at hele forholdet imellem dem og planeten, som er forandret af vores konstante jagt på fremskridt.
I et ønske om at begrænse flyforbruget har man i forbindelse med forestillingen til Aarhus Festuge forsøgt at finde halvdelen af danserne i Danmark efter open call – men uden at spare på den kunstneriske kvalitet.
Forestillingen kan opleves hos Bora Bora.

’Plastic Paradiso’ er en rørende danse- og dukkeforestilling skabt af den britiske koreograf og performer Claire Benson med afsæt i den eventyrlige børnebog 'The Tin Forest'. Forestillingen handler om det uventede, men ømme venskab mellem en enlig beboer og en skadet fugl på en ø fyldt af skadelig plastik.
Til forestillingen under Aarhus Festuge er det lokalt indsamlet plast i Aarhus, som udgør Claire Bensons egen særegne plastikscenografi. Fra plastaffald til poetisk scenekunst. Indsamlingen af genbrugsplast er stadig i fuld gang og borgere er meget velkomne til at henvende sig til Festugen med rengjorte youghourtbærere og plastikdunke i forskellige størrelser.
'Plastic Paradiso' kan opleves på Teater Refleksion.