12.08.2025

Litterær 00'er nostalgi med Nabolitteratur

Kom med ind bag teenageværelsets vægge med en række højaktuelle forfattere.

Læs mere

Nabolitteratur inviterer til en dag med litterære oplevelser, hvor du bevæger dig fra dagbogens intime sider til spændende forfattersamtaler plantet i teenageværelset og i minderne om at være ung i 00'erne og 10'erne.

Nabolitteratur er en frivilligt drevet forening med 7 medlemmer. De kender hinanden på kryds og tværs fra Skrivekunstskolen i Aarhus og har fundet sammen om glæden ved litteratur og det at skabe rum for den på nye spændende måder i Aarhus.

Det er også deres recept den 6. september under årets Festuge. I samarbejde med Kulturbodega Bellis og Galleri Tese byder Nabolitteratur på et dejlig varieret program, der kredser om kærlighedsfulde og knugende følelser og den drømmende længsel, som strømmer igennem dig som ung.

13.00–14.30: Pimp din dagbog
Vi begynder i et af Bellis’ cafélokaler, der til dagen er forvandlet til et teenageværelse anno 2010 – komplet med lavalampe, SIMS på computeren og henkastede Vans. Her kan du deltage i workshoppen Pimp din dagbog, hvor du får udleveret en gratis dagbog og opgaven: "Skriv om en dag fra dit voksne liv, som du gerne ville fortælle dit teenage-jeg om". Giv din dagbog et personligt præg med pynt og kreative indslag.

14.30–15.00: Dagbogsoplæsning
Vi runder workshoppen af med højtlæsning i teenageværelset, mens du kan nyde alt godt fra Bellis’ café. Workshoppen faciliteres af Ida Haar, medarrangør af Nabolitteratur.

16.30–18.00: Forfattersamtale – 00’er-nostalgi, SIMS og fællesskaber
I Galleri TESE i Graven mødes forfatterne Christine Kærulv ('Motherlode') og Fine Gråbøl ('Ungeenheden', 'Hundrede børn') til en samtale om ungdomsliv, SIMS og fællesskaber – om at være barn af 00’erne med S, P eller K, Jojo’s og familiekonflikter. Samtalen modereres af kulturjournalist Karoline Kjær Hansen.

20.00–21.00: Thomas Bach – fra Ganger til 'BUNKER'
Vi slutter dagen i TESE med et unikt møde med Thomas Bach, hvor litterat Mads Jannik Holm fører os gennem Bachs mange kunstneriske facetter og forholdet til hjemstavnen Thy: arbejdet med bandet Ganger, dokumentaren 'Kærlighedsbreve fra Thy' og hans kommende debutroman 'BUNKER', hvor vi følger vi 13-årige Sonny, der vokser op som outsider og drømmer i et råt Hanstholm. Aftenen afrundes med en kort intimkoncert, hvor Thomas Bach spiller numre fra Gangers tredje album 'Pisk'.

Der er gratis entré til alle arrangementerne og det vil være muligt at købe kaffe, vin og andre lækkerier i Kulturbodega Bellis’ café ved siden af.

Støttet af Spar Nord Fonden.