24.06.2026

World Kiosk

Hvad sker der, når vi giver plads til de historier, vi sjældent hører?

Et levende arkiv af historier fra aarhusianere og internationale borgere

Midt på Aarhus Rådhusplads finder du World Kiosk – en kunstinstallation, der leder tankerne hen på den klassiske aviskiosk. Et sted, hvor man normalt finder dagens nyheder. Men her er det ikke overskrifterne, der er i fokus. Det er de personlige fortællinger fra mennesker omkring dig.

Tag plads ved et cafébord, få en gratis kop urtete og sæt hovedtelefonerne på. Med en særlig avisspecial i hånden kan du lytte dig ind i historier fra Aarhus og resten af verden. Fortællinger, der åbner for nye perspektiver på mennesker, du måske kender til – men ikke rigtig kender.

World Kiosk er et møde med verden omkring dig. Et rum for refleksion, samtale og nærvær, hvor hver historie bidrager til et levende arkiv af erfaringer og perspektiver.

Aarhus Festuge præsenterer i samarbejde med det prisvindende britiske teaterkompagni Variable Matter installationen. Med fokus på demokrati, naboskab og repræsentation giver World Kiosk stemme til dem, vi sjældent hører fra – og inviterer til nye måder at være sammen på i det offentlige rum.