
24.04.2025
Klassisk orgel, elektronisk musik... og en robot. Mød Maxime Denuc
Den franske komponist Maxime Denuc giver koncert den 4. september i Langenæskirken.
Køb billetKlassisk orgelkoncert, ambient techno og robotteknologi går op i en højere enhed i Langenæskirken.
Maxime Denuc (FR) spiller orgelmusik som ingen andre. Han spiller faktisk slet ikke. Og ingen dødelige kan spille hans musik. Forvirret?
Denuc har fået bygget en robot, hvor han ved hjælp af en computer og såkaldte MIDI-controllere kan styre lydene og ikke mindst, hvor hurtigt robotten skal spille. Resultatet er en mageløs lydoplevelse, der forener den altomsluttende barokke storhed fra det urgamle kirkeorgel og det hypnotiske tempo fra moderne techno.
Perfekt blanding af Bach og Hans Zimmer
Maxime Denuc udgav i 2022 det anmelderroste album ’Nachtorn’ og har siden optrådt i kirker i hele verden. Hans musik er passende blevet beskrevet som "et sted mellem Johann S. Bach og Hans Zimmer".
Selv siger Denuc om sin særlige opdatering af klassisk orgelmusik:
"Den musik, der bliver skabt, lyder som elektronisk musik, fordi den mere eller mindre er konstrueret på samme måde, men det faktum, at den bliver genereret akustisk, skaber noget særligt."
Koncerten i Langenæskirken den 4. september er en Danmarkspremiere og ganske enkelt en enestående chance for en kirkekoncert, man sent glemmer.
KØB BILLET
Samtykke til cookies
YouTube bruger Marketing Cookies...